Fortælling fra Pensionatet

Mette er 20 år, da hun flytter fra en lille by i Jylland mod storbyen. Hun har på dette tidspunkt allerede et forbrug af stoffer og har følt sig stigmatiseret i sin lille landsby, så storbyen trækker. Men storbyen er ikke nem at finde bolig i, så Mette flytter ind på en kammerats sofa. Derefter tager hun videre til næste sofa. Og næste sofa. Den ene fest overtager den næste. Stofbruget er støt stigende. Hun låner sofaer og deler senge med skiftende kærester og venner. Og så er der gået 15 år i storbyen uden at Mette på et eneste tidspunkt har haft sin egen bolig.

Efter de 15 år i storbyen lander Mette på Pensionatet, hvor hun blandt andet møder deres er medarbejdere. – Rakkerlivet og rusmiddelforbruget har sat sine spor på Mette, og det er ikke let at flytte på Herberg. I begyndelsen har Mette svært ved at tage imod hjælpen fra medarbejderne på Pensionatet, men kontaktpersonen bliver ved og fastholder en positiv tilgang til Mette. Blandt andet roser han Mette for at turde fortælle om sit liv og gentager så ofte det er muligt, at han er klar til at hjælpe, når Mette bliver klar til at handle.

Langsomt bliver Mette involveret i husets renoveringsprojekter, og begynder at bruge medarbejdernes hjælp. Mette får også hjælp til at blive skrevet op i et boligselskab. Mettes stofbrug begynder at blive lidt mindre og Mette og hendes kontaktperson starter en dialog om at hjælpe Mette i gang med behandling på Rusmiddelcentret. Sammen retter de henvendelse til Rusmiddelcentret og Mette påbegynder substitutionsbehandling. Det er ikke let for Mette at skære ned på stofferne, så der går nogle år, hvor hun arbejder med sin motivation. Motivationen vokser dog langsomt i takt med, at Mette får daglig opbakning på Pensionatet og en dag er den der.

Mette får bevilget døgnbehandling og efterfølgende tilbudt en lejlighed fra boligselskabet. -Mette følte sig hørt og set på pensionatet. Det var det, der gjorde, at et samarbejde om Mettes fremtid kunne få lov at finde sted.